Hvad skete der for 100 år siden, så vi i dag er i stand til at dele penge ud til velgørende formål?

Den Nordslesvigske Kvindeforening blev dannet i 1907 som en illegal - og et par år senere som en lovlig organisation under fremmedherredømmet.

Initiativtager og den første formand var Anna Marie Callø fra Erlev ved Haderslev. Hun var meget kritisk overfor fortyskningen af landsdelen og så behovet for at unge mennesker lærte det danske sprog. Hun var ikke bange for ”pikkelhuerne” og indbød andre kvinder til offentlige møder og foredrag, og stærkt inspireret af kvindebevægelsen i Danmark tog hun i 1907 initiativet til at samle de sønderjyske kvinder omkring en fælles og national opgave. Det var begyndelsen på Den Nordslesvigske Kvindeforening.

  Et af formålene var, citat:

1. at hjælpe ubemidlede folks børn på dansk efterskole ved at forsyne dem med seng og yde dem pengehjælp til rejse, bøger og hvad der ellers skal anskaffes på skolen – alt eftersom trangen er til stede. Karle og piger kan låne seng til højskolen. Unge svende, der lige har udstået deres læretid og ønsker videre uddannelse på en fagskole, kan tillige få nogen pengehjælp.

2. at yde tuberkuløse børn fra ubemidlede hjem understøttelse til sanatorium eller hospitalsophold.

Det var nødvendigt at låne senge, dyner og sengetøj ud til unge mennesker der skulle på efterskole eller højskole  oppe i Danmark. Mange var så fattige, at de ikke derhjemme havde råd til at undvære en seng, som ofte blev brugt af flere samtidig - eller sengetøj, som man selv skulle have med på skolen. Derfor blev foreningen i folkemunde kaldt ”Dyneforeningen”.

Verdenskrigen ramte Sønderjylland

Foreningens arbejde havde succes, men så kom første verdenskrig i 1914, og straks da Tyskland mobiliserede, skulle mange sønderjyder møde som soldat i tysk uniform. Det var en hård tid for de tilbageblevne kvinder hjemme på gårdene, der skulle have hverdagen til at hænge sammen samtidig med savnet af en ægtemand, søn eller andre pårørende, der var ved fronten.

Der var ca. 30.000 nordslesvigere med i krigen og 5.217 vendte ikke hjem igen. Det prægede hverdagen under og efter krigen.

Den forarmede landsdel efter krigens afslutning skulle nu genrejses – og det gjaldt både det praktiske arbejde, men også den nedslidte befolkning, hvor mange kvinder nu var blevet enker, eller sad tilbage med krigstraumatiserede ægtefæller eller sønner.

Den nordslesvigske kvindeforening investerer i en bygning på Rømø

Den Nordslesvigske Kvindeforening, der havde lidt penge på kistebunden, var fremsynet, da man vidste, at man næppe ved en pengeombytning fra mark til kroner ville få den fulde valuta, så man blev enige om at investere i en bygning på Rømø, hvor luften var helsebringende. Det blev det, der i mange år gik under navnet ”hvilehjemmet” på Rømø.